|
|
Det er ikke længere muligt at oprette nye eller svare på eksisterende indlæg på dette forum. Vi henviser istedet til Høreforeningens forum
| Dato: 03.02.2004 |
Navn: Stine |
E-mail: |
Selvbebrejdelser og selvmedlidenhed
Ja, nu er jeg her igen...Jeg har ligget syg en uges tid og har derfor haft meget tid til at "være på" MTF-siden. Og behov for det..Så jeg håber stadig folk gider høre på mig.
Jeg har haft tinnitus i snart 5 mdr. og nogle dage går det rigtig dårligt, andre lidt bedre.
Min familie og venner har været tålmodige og lydhøre overfor mine beklagelser, men jeg kan godt mærke at grænsen snart er nået. De kan jo ingenting gøre og de har jo også deres egne problemer. Så samtidig med at jeg lider under min tinnitus har jeg også skyldfølelse overfor min søde familie, som ikke har set så meget til den glade side af mig. Jeg føler mig selvcentreret (hvad jeg også er for tiden) og ynkelig..Og det plejer ikke at være min stil.
Jeg bebrejder også mig selv for i det hele taget at have fået lidelsen på nakken, fordi jeg i mange år har mishandlet mine ører med høj musik og koncerter. Jeg har altid elsket musik og gør det stadig!!Jeg tror aldrig der vil være noget der kan ændre på det, og nogle gange tager jeg mig selv i at blive fristet til at høre høj musik - ligesom i "gamle dage". Og så bliver jeg overvældet af dårlig samvittighed og selvbebrejdelser - igen. Jeg plejede at skrue op for anlægget når jeg var trist og få mine følelser ud "gennem musikken". Den går ikke mere. Der er så meget der er forandret. Og jeg har så forfærdelig travlt med at have ondt af mig selv.
Og værst af alt - hvorfor er det så svært at tilgive sig selv? Nogle gange får jeg lyst til at straffe mig selv fordi jeg har været så DUM at udsætte mine ører for al den støj!
Men problemet er at jeg kun fortryder at jeg har fået tinnitus. Jeg fortryder ikke alle de koncerter og vidunderlig musik jeg har været med til - jeg har jo nydt det, omend det nogle gange har været "lidt" for højt. Musik er mit liv - ingen tvivl om det. Men det har haft en lidt for ærgerlig pris...
Jeg håber jeg en dag kan tilgive mig selv. Mine ører kan nok ikke.
|
| Dato: 07.02.2004 |
Navn: Stine |
E-mail: |
Trøstende ord
Det er rart at møde så meget forståelse og hjælpsomhed fra mennesker her på siden. Det sætter jeg virkelig pris på. Det går lidt bedre. Igår var jeg sammen med en gammel veninde og vi havde det så sjovt sammen at jeg pludselig opdagede at jeg ikke havde tænkt på min tinnitus i over en time. Tro mig - det er længe for mig. Det plejer at være i mine tanker KONSTANT. Så det var da lidt rart. Når jeg er alene er det værst. Og da jeg bor alene, gør det det hele ekstra svært.
Men tak for alle jeres søde og trøstende ord.
Kh
Stine
|
| Dato: 07.02.2004 |
Navn: Karen Lorenzen |
E-mail: lorenzen@mtf.dk |
Til lykke
Kære Stine, Jeg har gået rundt med dårlig samvittighed. Har jeg været for hård mod dig?
Men det er min erfaring, at trøst er godt, men en gang imellem har man behov for, at der bliver rusket op i en. Håber, du har tilgivet mig. - Så, nu vil jeg gå videre. Du har opdaget, at du kan glemme din tinnitus. DU ER PÅ RETTE VEJ. En dag vil du opdage, at du har glemt din tinnitus igennem længere tid. Så får du kræfterne og troen på, at du kan komme videre Til lykke med det. Pas på ikke at blive for stresset i din hverdag, for det er tinnitussens bedste ven og dermed din værste fjende. Held og lykke. Mange hilsner fra Karen.
|
| Dato: 04.02.2004 |
Navn: sanne busk |
E-mail: stb@postkasse.com |
Indsigt!
Hej Stine
Det er tydeligt at læse i dit brev at du ikke har det godt, dog tager du ansvar for dine handlinger fra fortiden, og det er et stort skridt.
Selvbebrejdelse og medlidenhed er en smerte som føre til vækst, for så kommer du helt ind til kærnen af dine sårbarhed, hvilket også har medført til at du nu skriver her på debatforum.
Man skal være stærk når man er syg, plejer jeg at sige til mig selv, det kræver stort selvindsigt for at komme hel ud på den anden side.
Jeg ved ikke om det kan trøste dig at jeg siger du er på vej, på den rette vej.
Når jeg læser at du har brugt musikken til at mærke og få dine følelser ud, tænker jeg hvad, med at skrive dem ned, som en fortælling eller digt. Sæt ord på det som er inde i dig, lad dine tåre og smerte komme ned på papiret. Jeg er sikker på at du kan og du vil samtidig få forløst nogle af de følelser du har.
Jeg har selv lagt nogle af mine tanker ind her på debatforum, bl.a. Farvel Meniere det gav mig meget, dels at skrive og sætte fokus på det jeg vil.
Jeg ønsker dig mod og indsigt
Hilsen Sanne
|
| Dato: 04.02.2004 |
Navn: Birgit Elk |
E-mail: elk@mtf.dk |
Sygdom og kriser
Kære Stine,
Naturligvis har du alle de spekulationer og selvbebrejdelser lige nu. Det skal du ikke bebrejde dig selv, for det er en del af det, der sker, når man bliver ramt af noget, der på mange måder ændrer ens tilværelse. Den første reaktion er som regel: Hvorfor netop mig? Hertil har jeg altid svaret: Tjah, hvorfor ikke OGSÅ dig? Vi tror alle som unge, at vi kommer til at gå gennem livet om ikke som en dans på roser, så alligevel ret usårlige. Så rammer sygdom - og når jeg nu siger, at det kunne da have været noget meget værre, så vil du sige, at det svar kan du ikke bruge til noget. Det kunne jeg heller ikke selv i sin tid. Men med tiden ændrer perspektivet sig. Efter den første fase hvor man raser over uretfærdigheden i at være blevet ramt kommer så netop selvbebrejdelser og spekulationer. På et tidspunkt bliver man også klar over, at der er grænser for, hvor meget man kan klage til sine omgivelser, hvis man da ikke vil risikere at blive meget ensom. Tredje fase: Du begynder at se mere på dig selv og hvad du KAN i stedet for, hvad du ikke kan. Du oplever, at tilværelsen jo stadig har en masse at byde på. Du skal blot først ud af nogle gamle, indgroede vaner (som f.eks. at det er lykke at spille HØJ musik). Du har måske nu færre bekendte, men dem som stadig er der - det er ikke bekendte, men venner. Og det er nu engang langt mere værdifuldt. Når du er kommet ind i denne fase (hvor du ind imellem givetvis vil opleve tilbagefald) - så er du på vej til en større forståelse af tilværelsen og dig selv- samt dine omgivelser. Tænk på Beethoven som var helt døv, men skrev vidunderlig musik. Man kan så meget mere - blot på en anden måde end man først forestillede sig. Personligt bander jeg ind imellem min Ménière langt væk - med hele balladen med svimmelhed og ubalance, høretab der er ved at gøre mig helt døv og den altid medfølgende tinnitus, der dog ikke er så slem for mig. Men hvis ikke jeg havde fået Ménière - jeg tænker på, hvor meget jeg så var gået glip af! Det førte mig ind på et spor, hvor jeg synes, jeg fik langt mere af livet end jeg havde kunnet forvente. At der så har fulgt noget skidt med - nå ja, alting koster. Du bliver stærkere når først du har bearbejdet din krise - og du er jo godt i gang!
Held og lykke! Birgit.
|
| Dato: 04.02.2004 |
Navn: Karen Lorenzen |
E-mail: lorenzen@mtf.dk |
Selvbebrejdelser
Hej Stine, Da jeg for ca. 10 år siden måtte opgive mit job, sved det til mig selv, at jeg aldrig har været i arbejdsløshedskasse. Jeg havde et underskud på ca. 2000/måned. Det kostede mig min opsparede kapitalpension - med fradrag af fuld skat1
Dengang gjorde jeg op med mig selv, at det man ikke kan ændre, skal man ikke ærgre sig over eller bebrejde sig selv - for så får man rynker og gråt hår! Spøg til side: Du har intet ud af dine selvbebrejdelser ud over, at du bliver endnu mere ulykkelig - det er en stress-situation, som forværrer din tinnitus. Det er på tide, du kommer videre. Har du været på dit høreinstitut? har du fået hjælp der? Det er i langt de fleste tilfælde langt, langt bedre at tale med et menneske end at skrive til os. Når det er sagt, vil jeg give Sanne ret -skriv eller mal dine følelser ud, så du får afløb på den måde. Det med at male har jeg set på en udstilling til en tinnitus møde i Tyskland - det var en fantastisk oplevelse. Brug farverne og al din galde til at få raseriet ud af kroppen!
Ras ud, når du er alene og forsøg at være glad, når familien kommer hjem - det er ikke meningen at tinnitussen skal slitte din familie, vel?? Er jeg for barsk? det er gjort i en god mening. Frisk mod. Hilsen fra Karen.
|
| Dato: 04.02.2004 |
Navn: Vivian Skibye |
E-mail: vivian.skibye@mail.tele.dk |
Selvbebredelse og medlidenhed
Kære Stine
Jeg vil godt hjælpe dig endnu mere på vej, skriv til mig på min mailadresse. Det er fint nok de svar du har fået, men du skal have hjælp, til at komme videre endnu, så vær sød at skriv til mig.
De bedste hilsener
Vivian Skibye
|
| Dato: 04.02.2004 |
Navn: Margith |
E-mail: margith@mail.tele.dk |
Offer - ikke offer!
Kæreste Stine!
Jeg kunne slet ikke stå for dine tanker og ord.
Det er bare rigtig rigtig FLOT, at du allerede er nået dertil = selverkendelsen. Og netop vores pårørende kan ikke afhjælpe os, når vi rammes, men også helt fint, at de bare er *tilstede*.
Du har overskredet grænsen, fra offer til ikke-offer situuationen, og derfor ligger dit gode liv foruden, med eller uden høj musik. Nu ved du, at dine ører er nogle følsomme sjæle, og pas godt på dem.
Din dårligere samvittighed??? Tja- den bliver vi alle ramt af, for man kan altid være bagklog. Sådan er livet nu en gang. Man lærer af sine fejltagelser. Underligt nok!
Du er nu kommet så langt, at du kan arbejde med, at få din gode samvittighed tilbage. Det er hårdt, for som du selv skriver. Det sværeste er at tilgive sig selv. Du kan godt, prøv at se det ud fra perspektivet, at det er menneskeligt at være bagklog. Arbejd med tanken, ord, og handlinger, at dårlig samvittighed kan ikke bruges til noget som helst, for du kan ikke ændre på fortiden. og er der noget som er ødelæggende i ens sind, krop og sjæl, så er det netop dårlig samvittighed. Med tiden, vil du acceptere tingenes tilstand og leve videre. Selvom det nok altid vil nage lidt i dit hjerte,- vi kan trods alt ikke løbe fra tingene.
Jeg har også altid ææælsket musikken både at lytte og jeg har været danser hele min barndom og ungdom og lidt af mit voksenliv -også som turneringsdanser.
Selv i dag, hvor jeg er døvbleven hører jeg musik, især når jeg sidder her ved PCen og skriver/arbejder, men selvfølgelig med behagelig styrke og kan få et flip og skrue op.
Det skal siges, at jeg går fra sammenkomster, når først der er drøn på!
Når vi kender *den høje pris* for vores unoder, ja så har jeg altså ikke mere dårlig samvittighed - for jeg er bare et menneske.
Og måske slet ikke så tosset, at du blev syg og havde god tid til tankevirksomhed og følelser. Man skal igennem selvmedlidenhed og alt det andet møg, før det kan blive godt.
Ønsker dig fortsat god bedring. Det er snart lyse tider og foråret spirer........
Mange kærlige hilsner
Margith
|
| Dato: 08.02.2004 |
Navn: Stine |
E-mail: |
Til Karen
Hej Karen.
Nej, jeg opfattede dig ikke som værende for barsk ved mig. Det er ok at få at vide at man må tage sig lidt sammen. Og jeg prøver virkelig.
Prøver at tvinge mine tanker væk fra tinnitus så meget som muligt, da jeg er træt af at det dominerer min hverdag.
Nu må vi se hvordan det går.
Kh
Stine
|
|
|
|
